Den tredje akutbil i Nordsjælland skal have base i Hundested. Det er politikerne i Region Hovedstaden enige om – og der er fortsat fokus på Hornbæk.
Borgerne i Hundested får akuthjælpen tættere på, når en ny akutbil kommer til at have base i området. Det besluttede regionsrådet tirsdag.
”Vi skal sikre tryghed og hurtig hjælp til alle borgere i alle dele af regionen, og derfor er det vigtigt at se på, hvor der her og nu er mest brug for at støtte beredskabet. Derfor skal akutbilen til Hundested, men vi politikere er enige om, at hvis får endnu en akutbil, så skal den til Hornbæk, hvor der også er behov,” siger formand for Sundhedsudvalget i Region Hovedstaden, Christoffer Buster Reinhardt (K).
Der har været debat om, hvorvidt akutbilen skulle placeres i Hornbæk eller Hundested.
”Begge områder i Region Hovedstaden har en geografisk placering og afstand til ambulancebaserne, der kan gøre det sværere for hjælpen at nå frem på kort tid. Responstiden har dog været længst i Hundested, så det er fornuftigt, at akutberedskabet får en akutbil der,” siger Thomas Reimann, der er direktør i Region Hovedstadens Akutberedskab.
Fortsat fokus på Hornbæk
Der er fortsat fokus på Hornbæk i forhold til at sikre endnu hurtigere responstid her også. Derfor vil regionen søge om penge i Sundhedsstyrelsens pulje til et styrket akutberedskab med håb om at kunne få endnu en akutbil.
Region Hovedstaden lancerede sidste år tre nye akutbiler, der lige nu er placeret i Helsinge, Dragør og Skibby. Foreløbige tal viser, at der er sket en forbedring i responstiderne, særligt i regionens yderområder, efter akutbilerne blev indsat.
Fakta om akutbilen
- Akutbilen er bemandet med en paramediciner, som kan yde akut hjælp til patienter i borgernes eget hjem eller direkte på ulykkesstedet.
- Akutbilen er udstyret med alt nødvendigt udstyr til opstart af akut behandling
- Paramedicineren tilbyder en sundhedsfaglig vurdering og kan desuden fungere som supplement for det akutte beredskab, for eksempel ved hjertestop hvor der skal ydes akut livsredende behandling hurtigst muligt.