Oplev Halfdanskerne på Hotel Hornbækhus

Halfdanskerne
dato

Igennem mere end 15 år har Halfdanskerne fyldt landets små og store spillesteder op med begejstrede tilskuere. Nu genbesøger trioen Hotel Hornbækhus fredag d. 22. november, hvor du kan se frem til et underholdende, morsomt, vellydende og medrivende show. Showet vil finde sted efter aftenens fællesspisning, som starter kl. 19.00.

De er klar med flere af de største vise-klassikere og genfortolker de mest kendte og elskede sange med tekster af Halfdan Rasmussen, Benny Andersen, Tove Ditlevsen, Frank Jæger, Piet Hein, Sigfred Petersen og Jeppe Aakjær.

Lige fra starten har Halfdanskerne været en succes. Da de udgav deres første album i 2010, dukkede selveste Benny Andersen op til release-festen, og skrev bagefter "...at opleve mine egne sange i en opdateret, forynget fremførelse var formidabelt, så jeg må på det bestemteste anbefale alle at engagere Halfdanskerne til en live-koncert...". Den opfordring har spillesteder landet rundt taget imod, og ved siden af de mange hundrede udsolgte koncerter har Halfdanskerne udgivet 5 populære albums, som spilles lystigt på streamingtjenesterne, og jævnligt kan høres i DR.

Halfdanskerne er dog først og fremmest en live-oplevelse. De gennemarbejdede nyfortolkninger leveres med musikalitet, kompromisløshed og masser af humor. Trioen har udviklet et spektakulært og visuelt show, hvor tre musikalske, autentiske og altid velklædte herrer styrker og supplerer hinanden med stor spilleglæde og masser af energi.


Foto: Hotel Hornbækhus

Halfdanskernes to mest markante profiler, den på strømpesokker dansende og velspillende kontrabassist Rasmus Vennevold, og forsangeren, guitaristen, showmanden og trubaduren Mads Westfall, er i 2024 blevet suppleret med en ny tredjemand. Det er keyboardspilleren og sangeren Steen Svanholm, som har stor vise-erfaring fra sit eget Cornelis Band, og nu bidrager med lækre klange, stærke fortolkninger og sjove kommentarer.

Pris: 350,- inkl. fællesspisning, ekskl. drikkevarer

Tilmelding sker på hjemmesiden: https://www.hornbaekhus.com/aktivitet/koncert-med-halfdanskerne/

Adresse:
Hotel Hornbækhus
Skovvej 7, 3100 Hornbæk
Mail: info@hornbaekhus.com

Kilde: Redaktionen
Denne artikel er udarbejdet af 3. part. Indholdet er hverken sponsoreret eller betalt. De holdninger, der måtte fremgå, repræsenterer ikke redaktionen.