Hornbæk er i nat nævnt i døgnrapporten fra Nordsjællands Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:
Ung mand taget for butikstyveri, Hillerød
En 17-årig mand fra Skævinge blev klokken 09.37 taget for butikstyveri i Rema 1000 på Milnersvej. Den unge mand blev sigtet for forholdet, og hans forældre samt de sociale myndigheder bliver underrettet.
Værktøj stjålet, Hornbæk
Mellem tirsdag eftermiddag og onsdag morgen klokken 08.00 er der stjålet værktøj fra en varebil, som styod på Gørtlervej. Tyven har skåret hul i bilens ene skydedør for at skaffe sig adgang til bilen.
Sigtet for hærværk, Virum
En 72-årig mand fra Virum blev klokken 14.55 sigtet for hærværk, efter han havde brugt en nøgle til at lave en ridse langs den ene side af en varebil, som stod på Skodsborgvej.
Taget for butikstyveri, Frederikssund
To 14-årige piger blev klokken 14.24 taget for butikstyveri i Kirrpu på Kocksvej, hvor de havde stjålet noget tøj og make-up. På grund af deres alder, kan de ikke sigtes for forholdet. Deres forældre og de sociale myndigheder er underrettet om sagen.
Sigtet for vold mod person i offentlig tjeneste, Helsinge
Onsdag eftermiddag klokken 16.37 blev en 49-årig mand fra Hillerød så vred over at få en kontrolafgift i toget, at han spyttede på en 64-årig kvindelig togfører. Manden blev anholdt og sigtet for vold mod person i offentlig tjeneste og taget med på politigården, hvorfra han blev løsladt efter end afhøring.
Politiet affyrede varselsskud, Hillerød
En patrulje fra Nordsjællands Politi måtte klokken 21.13 afgive varselsskud i forbindelse med en politiforretning i Sophiehaven, hvor en 54-årig mand efterfølgende blev anholdt uden yderligere form for dramatik. Manden blev taget med til yderligere afhøring på politigården, hvor det også skal vurderes, om han skal fremstilles i grundlovsforhør. Ingen personer kom til skade ved episoden.
Brand i bil, Kokkedal
Klokken 22.59 kom en anmeldelse om brand i en bil, som stod på Egedalsvej. Årsagen til branden skal undersøges nærmere, og vidner har set en mand, ca. 180-185 cm høj, iført sort jakke med sort hætte løbe fra stedet.
Sigtet for brændstoftyveri, Ølstykke
En 38-årig mand fra Smørum blev natten til onsdag sigtet for tyveri af brændstof efter han, muligvis i forening med en anden gerningsmand, omkring klokken 01.00 tappede brændstof fra en bus og en lastbil, som stod på Stengårds Plads.