Nyt fra Hornbæk i politiets døgnrapport

Profilbillede
dato

Hornbæk er i nat nævnt i døgnrapporten fra Nordsjællands Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:

Tyveri fra personbil, Frederikssund

Klokken 08.08 blev det anmeldt, at der imellem mandag klokken 16.00 og tirsdag klokken 08.08 var blevet stjålet et rat fra en BMW personbil, der havde holdt parkeret på Dyrlægegårds Allé. Tyvene var kommet ind i bilen ved at knuse en rude i bilen.

 

Færdselsuheld, Lynge

Klokken 08.39 blev det anmeldt, at to personbiler var involveret i et færdselsuheld på Slangerupvej cirka 200 meter øst for Kedelsøvej.

 

Føreren af den ene bil satte farten ned grundet kø længere fremme, og føreren af den anden forsøgte at gøre det samme, men umiddelbart sad hendes støvle fast i bremsepedalen, således hun ikke kunne nå at bremse helt ned, inden hun påkørte den anden bil bagfra.

 

Politi og ambulancer blev sendt til stedet, men personalet i sidstnævnte kunne konstatere, at der umiddelbart ikke var sket nogen personskade.

 

Indbrud i virksomhed, Hornbæk

Klokken 09.11 blev det anmeldt, at der imellem midnat og klokken 08.00 havde været indbrud i en landbrugsvirksomhed på Hornbækvej, hvorfra der var blevet stjålet diverse værktøj.

 

Indbrud i forretning, Vedbæk

Klokken 11.43 blev det anmeldt fra et bageri på Trørødvej, at der imellem mandag aften og tirsdag klokken 04.00 havde været indbrud i forretningen, hvorfra der var blevet stjålet to skuffer fra to kasseapparater indeholdende en mindre mængde byttepenge.

 

Damp var ikke tegn på brand, Skævinge

Klokken 12.01 blev det anmeldt, at det formentlig brændte på Tammosevej. Brandvæsnet blev sendt til stedet, men inden deres ankomst, blev der opnået telefonisk kontakt med husets ejer, der kunne fortælle, at det ikke brændte, men at der blev udledt en hel del damp fra adressen i forbindelse med kloaklægning.

 

Tyveri fra personbil, Frederiksværk

Klokken 13.46 blev det anmeldt, at der mandag imellem klokken 14.00 og 16.00 var blevet smadret en rude i en personbil, der havde holdt parkeret på Bisp Absalons Vej ved Stængehus. Der var dog umiddelbart ikke blevet stjålet noget fra bilen.

 

Indbrud i villa og lignende, Allerød

Klokken 15.42 blev det anmeldt, at der klokken 15.04 havde været indbrud i en bolig på Ll Blovstrødvej, hvorfra der var blevet stjålet en pung med indhold.

Via videoovervågning kunne gerningspersonen signaliseres som: mand, 30-40 år gammel, almindelig af bygning, iført lyseblå jakke med hætte og lyse jeans.

 

Tyveri fra personbil, Kgs. Lyngby

Mellem klokken 15.20 og 16.35 brød en ukendt gerningsperson låsen op i en personbil, som holdt parkeret i parkeringskælderen under Kinopalæet. Fra bilen blev der stjålet en taske og en computer.

 

Lastbil kunne ikke komme under bro, Hillerød

Klokken 16.10 indløb der anmeldelse om, at en udenlandsk lastbilschauffør havde forsøgt at køre under en bro på Hammersholtvej, hvilket dog ikke kunne lade sig gøre, da lastbilen var for høj. Lastbilen holdt derfor og spærrede vejen, hvilket skabte trafikale problemer. Patruljer kørte til stedet for at undersøge forholdet nærmere, og der blev tilkaldt assistance til at inspicere broen for eventuelle skader. Det blev vurderet, at hændelsen ikke havde forårsaget skade på broen, og klokken 16.42 kunne lastbilschaufføren igen køre fra stedet, og der blev åbnet for den øvrige trafik igen.

 

Uro og uorden, Helsinge

En borger anmeldte klokken 16.45 at have observeret en gruppe unge personer, som havde passet en ung mand op på Rådhusvej. Den unge mand var ifølge anmeldelsen derefter blevet holdt op mod en rude og var blevet slået af en anden ung mand i gruppen. En patrulje kørte til området for at undersøge forholdet nærmere, og i den forbindelse blev fire unge mænd truffet på Østergade. Det var ikke muligt at fastslå, om de fire personer havde relation til den anmeldte hændelse, men de fik alle registreret deres generalia. Derudover blev en af de unge mænd, en 20-årig fra Hundested, fundet i besiddelse af en mindre mængde kokain, og han blev derfor sigtet for overtrædelse af lovgivningen om euforiserende stoffer. 

 

Bedrageri, Allerød

En 81-årig kvindelig borger anmeldte klokken 16.45, at hun omkring klokken 13 var blevet ringet op af en mand, som fortalte, at han var ansat i kvindens bank, og at de havde opdaget, at der uretmæssigt var hævet penge fra kvindens konto. Manden bad kvinden om koden til hendes kreditkort og oplyste, at en anden mand ville komme forbi hendes bopæl i kvarteret bag Lillerød Kirkegård og afhente kreditkortet. Under samtalen dukkede en mand op på kvindens adresse, hvor han fik udleveret kreditkortet og fik adgang til hendes computer.

 

Efterfølgende blev det konstateret, at der var hævet et kontantbeløb fra kvindens konto, inden hendes kort blev spærret.

 

Manden, der besøgte kvinden, beskrives som: dansk af udseende, ca. 20 år, ca. 165 cm, almindelig af bygning, lys i huden og med kort sort hår. Iført sort bluse og sorte joggingagtige bukser samt lyseblåt mundbind. Talte dansk.

 

Nordsjællands Politi gør opmærksom på, at banker ikke benytter sig af sådanne fremgangsmåder. Er man i tvivl om, hvorvidt en person reelt er ansat i den oplyste virksomhed, kan man bede om personens navn og derefter ringe til det specifikke ansættelsessted for at få dette be- eller afkræftet. Her er det vigtigt, at man som borger selv finder hovedtelefonnummeret til den pågældende virksomhed og ikke ringer tilbage til det nummer, som personen ringer fra eller oplyser.

 

Tyveri fra personbil, Kgs. Lyngby

Mellem klokken 17.20 og 17.40 tiltvang en ukendt gerningsperson sig adgang til en personbil, som holdt parkeret i et parkeringshus på Nørgaardsvej. Fra bilen blev der stjålet en computer.

 

Tyveri af lamper, Værløse

Klokken 18.20 blev det anmeldt, at der var stjålet fem udendørslamper fra menighedsbygningen ved Hareskov Kirke på Skandrups Alle. Tyveriet var sket mellem fredag klokken 15.00 og tirsdag klokken 15.00.

 

Besiddelse af euforiserende stoffer, Helsinge

En patrulje henvendte sig klokken 18.48 til en 16-årig ung mand fra Helsinge, som befandt sig på Vestergade. Ved visitation blev han fundet i besiddelse af en mindre mængde hash, og han blev derfor sigtet for overtrædelse af lovgivningen om euforiserende stoffer. Grundet mandens unge alder blev der også taget kontakt til de sociale myndigheder samt andre relevante voksne for at informere om episoden.

 

Tyveri fra personbil, Gentofte

Mellem mandag klokken 13.15 og tirsdag klokken 18.50 stjal en ukendt gerningsperson airbag og navigationsudstyr fra en BMW personbil, som holdt parkeret på Søgårdsvej. Indstigningsstedet er på tidspunktet for døgnrapportens udgivelse ukendt.

 

Uro og uorden, Helsinge

Omkring klokken 19.40 indløb der flere enslydende anmeldelser om, at en gruppe unge skabte uro og uorden i området omkring Østergade. Ifølge en af anmeldelserne var nogle af de unge set medbringende bat og knive. Flere patruljer kørte til området for at lede efter de unge. I den forbindelse blev en 20-årig mand fra Hundested, som formodedes at have tilknytning til hændelsen, truffet. Han blev anholdt for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen og taget med til politistationen. 

 

Ved rundering i området var det ikke muligt at finde andre personer, som kunne sættes i forbindelse med hændelsen. 

 

Det kan ikke afvises, at episoden med uro og uorden tidligere på dagen i Helsinge – som beskrevet ovenfor i døgnrapporten – kan have relation til aftenens hændelse. 

 

Narkokørsel, Stenløse

En 27-årig mandlig bilist uden kendt adresse blev klokken 19.55 standset af en patrulje på Frederikssundsvej. Her viste et narkometer, at han formentlig havde kørt bil under påvirkning af euforiserende stoffer, og han blev derfor anholdt og sigtet for narkokørsel. Han blev derudover også sigtet for kørsel uden førerret, da han ikke havde generhvervet sig denne. 

 

Der venter nu svar på en blodprøve, som skal fastslå omstændighederne omkring mandens eventuelle narkopåvirkning. 

 

Kørsel uden førerret, Helsingør

På Fabriksvej standsede en patrulje klokken 20.14 en 23-årig mandlig bilist fra Helsingør og bad ham fremvise et gyldigt kørekort. Det kunne han dog ikke, da han ikke havde generhvervet sin førerret, og han blev derfor sigtet for at køre bil på trods af dette.

 

Indbrud i fitnesscenter, Helsinge

Klokken 20.58 blev det anmeldt, at en nøgleboks i løbet af aftenen var blevet opbrudt i Fitness World på Vestergade, og fra stedet var derefter blevet stjålet diverse træningsudstyr, læskedrikke og proteinpulver. 

 

Spirituskørsel, Virum

På Kongevejen standsede en patrulje klokken 00.34 en 19-årig kvindelig bilist fra Holte. Et alkometer viste, at hun formentlig havde kørt bil med en promille over det tilladte, og hun blev derfor anholdt og sigtet for spirituskørsel.

 

Den 19-årige blev efterfølgende kørt til hospitalet, hvor en blodprøve blev udtaget med henblik på præcist at fastslå hendes eventuelle promillegrad.

 

Tyveri fra personbil, Snekkersten

Mellem tirsdag klokken 00.00 og onsdag klokken 02.30 blev ruden knust i en Volkswagen personbil, som holdt parkeret på Stævnen. Derefter blev bilens navigationsudstyr stjålet.

 

Indbrud i supermarked, Charlottenlund

Klokken 04.35 blev det anmeldt, at der havde været indbrud i Irma på Ordrupvej. Indbruddet var sket mellem klokken 03.32 og 03.54 ved opbrydning af hovedindgangen til supermarkedet. Der foreligger på tidspunktet for døgnrapportens udgivelse endnu ingen oplysninger om eventuelle stjålne genstande. 

 

Tyveri fra personbil, Birkerød

Mellem tirsdag klokken 17.45 og onsdag klokken 05.25 skaffede en ukendt gerningsperson sig adgang til en Skoda personbil, som holdt parkeret på Bellisbakken. Derefter blev bilens gps stjålet. 

Denne artikel er skrevet af Michael Juul Sørensen og data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder Nordsjællands Politi.
Kilde: Nordsjællands Politi