Nordsjællands Politi: Seneste nyt fra Hornbæk - onsdag den 26. maj

Profilbillede
dato

Hornbæk er i nat nævnt i døgnrapporten fra Nordsjællands Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:

Tyveri fra lastbil

Ølstykke: Mellem fredag klokken 16.00 og tirsdag klokken 07.00 blev låsen i en varebil, som holdt parkeret på Vædderen, udboret. Fra lastrummet i varebilen blev der stjålet elektrisk værktøj samt en computer.

Brand i stråtækt hus

Helsinge: Klokken 07.45 indløb der anmeldelse om brand i et stråtækt hus på Hedebovej. Politi og brandvæsen kørte til stedet, hvor beboerne i mellemtiden var kommet ud af bygningen. Slukningsarbejdet blev påbegyndt, og der var ingen fare for spredning til omkringliggende bygninger.

Ilden, som formentlig opstod omkring skorstenen, havde nået at få så meget fat, at bygningen udbrændte. Ingen kom umiddelbart til skade i forbindelse med branden. 

Cigarettyveri

Rungsted Kyst: Klokken 07.52 blev det anmeldt, at en ukendt gerningsperson omkring klokken 2 natten til tirsdag havde stjålet et større antal kartoner cigaretter fra Aldi på Bolbrovej. Den ukendte gerningsperson, som havde skaffet sig adgang til butikken gennem loftet, havde derudover også forsøgt at bryde et pengeskab op, men dette var dog mislykkedes.

Færdselsuheld

Gentofte: På Motorring 3 i nordgående retning ved afkørslen til Nybrovej skete der klokken 10.08 et færdselsuheld, idet en 26-årig kvindelig bilist fra Høng og en 36-årig mandlig bilist fra Brøndby kørte sammen. Der skete ved uheldet ikke umiddelbart større personskade, men den 35-årige mandlige bilist blev for en sikkerheds skyld kørt med ambulance til tjek på hospitalet. 

Grundet bilernes placering var vejen en overgang spærret, indtil der var ryddet op efter uheldet.

Tricktyveri

Hillerød: Ifølge en anmeldelse, som indløb klokken 10.10, havde en mand kort forinden stjålet en telefon hos en fodterapeut på Slotsgade. Mens fodterapeuten var i gang med at behandle en klient, havde en mand indfundet sig på stedet, hvor han stjal en mobiltelefon, som lå på skranken. 

Manden beskrives som: mand, 45-52 år, 170-175 cm, almindelig af bygning, brun i huden og med kort sort hår. Iført gul jakke og brune bukser. Talte ikke dansk.

Færdselsuheld

Kgs. Lyngby: En 91-årig mandlig bilist fra Kgs. Lyngby påkørte klokken 11.27 en parkeret bil på Buddingevej ved Nybrovej. Vejen var i en periode afspærret, indtil bilerne var blevet flyttet, og trafikken igen kunne passere. Der skete ikke umiddelbart større personskade, men føreren af bilen blev for en sikkerheds skyld kørt med ambulance til tjek på hospitalet.

Brand i bryggers

Smørum: Klokken 11.55 indløb der anmeldelse om brand i et bryggers på Hove Gadekærsvej. Politi og brandvæsen kørte til stedet, hvor der kunne konstateres kraftig røgudvikling. Evakueringsarbejdet blev påbegyndt, da alle bygningens beboere endnu ikke var kommet ud. Herefter blev branden, som formentlig startede i en elinstallation, slukket.

Tyveri af gas

Hørsholm: Det blev klokken 11.57 anmeldt, at to personer via overvågning kunne ses stjæle et bur med et større antal gasflasker fra Q8 på Usserød Kongevej klokken 02.30. De to personer havde trukket buret om bag bygningen, og det blev senere fundet tomt nærved. Den ene person beskrives ud fra overvågningsbillederne som: mand, 40-45 år, 170-180 cm, kraftig af bygning og med maske for ansigtet. En grå Kia personbil med skydedøre kunne også ses på overvågningen.

Foregivelse af offentlig myndighed

Gentofte: En 67-årig kvindelig borger fra Gentofte anmeldte klokken 11.59, at hun kort forinden var blevet ringet op af en polsktalende kvinde, som udgav sig for at være fra politiet. Ifølge kvinden i telefonen skulle den 67-årige kvindes konto være blevet hacket, ligesom den fremmede kvinde spurgte ind til, om der befandt sig smykker i den 67-åriges hjem. Kvinden forklarede derefter, at hun var på vej til den 67-åriges adresse og afsluttede telefonsamtalen. Den 67-årige kvinde fandt dette noget mistænkeligt, og hun anmeldte derfor med det samme forholdet til Nordsjællands Politi. Da det kunne afvises, at kvinden fra telefonen skulle være ansat ved politiet, blev den 67-årige instrueret i straks at ringe til politiet, såfremt ukendte personer dukkede op på hendes bopæl, samt vejledt om ikke at lukke nogen fremmede ind. Der indløb ikke efterfølgende anmeldelse om, at nogen skulle være mødt op på adressen. 

Nordsjællands Politi opfordrer borgerne til ikke at videregive oplysninger af den karakter og gør endvidere opmærksom på, at politiet ikke benytter denne procedure. Såfremt man er i tvivl om, hvorvidt der er tale om en ansat ved politiet, kan borgerne bede om at få oplyst navn på vedkommende og få dette be- eller afkræftet ved henvendelse til politikredsen på telefon 114. 

Knallertkørsel til ulempe

Frederikssund: På baggrund af en anmeldelse om knallertræs og chikanerende knallertkørsel på stisystemet ved Ådalen var en patrulje kort før klokken 16 til stede i området. De ledte efter knallerterne, men det var ikke muligt at udfinde nogen, som kunne relateres til anmeldelsen.

PC stjålet fra bil

Kgs. Lyngby: En pc er mellem klokken 14.30 og 18.30 torsdag i sidste uge blevet stjålet fra en bil, som holdt ved Lyngby Storcenter. Tyveriet blev anmeldt tirsdag klokken 17.48.

Mand løb efter børn

Hellebæk: En mand løb tirsdag eftermiddag klokken 16.30 efter nogle børn i 10-års alderen, som havde leget i skoven nord for Hellebæk Stationsvej. Her opdagede børnene pludselig, at der stod en mand bag et træ og holdt øje med dem. Børnene blev forskrækkede, og da de gik fra stedet fulgte manden efter dem. Børnene satte i løb og det samme gjorde manden, men han stoppede dog efter et stykke tid, hvorefter børnene løb hjem og fortalte deres forældre om episoden. Manden beskrives som 180 cm høj, iført sort tøj og med et tørklæde viklet om hovedet. Nordsjællands Politi vil gerne i kontakt med manden for at finde ud af, hvad hans intention var.

Taget for butikstyveri

Dyssegård: En 39-årig mand fra København blev tirsdag eftermiddag sigtet for butikstyveri, da han stjal diverse dagligvarer i Rema på Søborg Hovedgade. Da manden forsøgte at forlade forretningen uden at betale for varerne, opstod der noget tumult, hvorefter politiet blev tilkaldt.

Kørte uden kørekort

Hørsholm: En 23-årig kvinde uden fast bopæl blev tirsdag aften klokken 18.34 standset, da hun kom kørende ad Helsingørmotorvejen. Her blev hun sigtet for at køre bil uden førerret.

Mand bortvist fra Føtex

Kgs. Lyngby: Mandag aften klokken 20.49 blev en 47-årig mand bortvist fra Føtex på Lyngby Hovedgade. Manden optrådte vredt over for en anden i forretningen, som ikke havde mundbind på, og da en vagt kom til for at dæmpe gemyttet, blev den 47-årige for alvor vred og truede vagten med pistoltegn og med en brosten, som han samlede op uden for forretningen. En patrulje kom til stedet og bortviste den 47-årige.

To unge taget for butikstyveri

Humlebæk: To 16-årige unge mænd fra henholdsvis Hornbæk og Nivå blev tirsdag aften taget for butikstyveri i Netto på Torpenvej. De to blev sigtet for tyveriet og på grund af deres unge alder vil deres forældre samt de sociale myndigheder bliver underrettet om sagen.

Kørte uden kørekort

Tirsdag aften klokken 21.27 blev en 19-årig mand standset, da han kom kørende ad Nordvej. Her blev han sigtet for kørsel i frakendelsestiden, da han havde sat sig bag rattet, selvom han tidligere var frakendt kørekortet.

Mand truede med kniv

Hillerød: En ukendt gerningsmand truede tirsdag aften klokken 22.10 to unge mænd på 18 og 22 år fra henholdsvis Hillerød og Stenløse. Manden var ved at påkøre de to ved Føtex, og da de påtalte det over for ham, tog han en kniv frem og spurgte, om de skulle ordne uoverensstemmelsen i P-huset, hvilket fik de to unge til at forlade stedet. Manden beskrives som 18-20 år, brun i huden med sort hår. Han var iført camouflagetøj. I bilen var også en mand på 20-25 år, brun i huden med sort hår og sort skæg. Han var iført sort dunjakke og sort kasket. De kørte i en varebil af mærket Fiat.

Sigtet for narkokørsel

Hillerød: Lige efter midnat blev en 22-årig mand fra Helsinge standset ved Frederiks Torv. Her viste det sig, at han var påvirket af euforiserende stoffer. Han blev derfor sigtet for narkokørsel og taget med på hospitalet, hvor han fik taget en blodprøve, som skal fastlægge hans påvirkelsesgrad til brug for sagens videre behandling.

Sigtet for at forsøge at stjæle katalysator

Helsingør: Natten til onsdag blev en 35-årig mand fra Helsingør anholdt og sigtet for forsøg på tyveri af en katalysator. En borger anmeldt klokken 01.30, at der var to personer, som gik rundt ved bilerne hos Bendtsen Auto. En patrulje kørte til stedet og traf de to personer, hvoraf den ene blev anholdt og sigtet for tyveriforsøget. Han blev løsladt igen senere på natten.

Indbrud i privat beboelse anmeldt til Nordsjællands Politi 25.-26. maj 2021
Denne artikel er skrevet af Michael Juul Sørensen og data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder Nordsjællands Politi.
Kilde: Nordsjællands Politi